Dansk hovedside

Potentielle Zoonoser hos rødmus.

Definition:

Zoonoser kan defineres som en såkaldt "etiologisk agent" som findes hos værtsorganismen og som kan overføres til mennesker og derefter forårsage sygdom. En etiologisk agent kan sådan set være hvad som helst men almindeligvis tænker man mest på bakterier, virus og forskellige parasitter. "Etiologi" er studiet af årsagerne til en sygdomstilstand og når man taler om en etiologisk agent mener man den organisme, virus parasit eller sågar prion som er den hovedansvarlige (nøglefaktoren) for sygdommens udvikling.

Problemet med de zoonotiske sygdomme er at disse etiologiske agenter findes hos værtsorganismen i naturen, hvor den typisk ikke gør denne syg (værten er typisk en asymtomatisk bærer af sygdommen) og denne værtsorganisme udgør så et af agentens reservoirs. Det vil sige at sygdommen kan springe fra værten til mennesker igen og igen hvilket illustreres af de jævnligt tilbagevendende influenzaepidemier. Interesserede i zoonoser kan med fordel læse videre på Statens Serum Institut's hjemmeside (her). Rødmus i naturen kan være inficeret med flere mistænkte etiologiske agenter hvoraf følgende kan nævnes:

Puumalavirus

Slægt Hantavirus, Familie Bunyaviridae. Dette virus kan medfører sygdommen Musepest (Nephropatia Epidemica - NE ) i Skandinavien som er en mild form af hemorrhagic feber with renal syndrome (HFRS). For det meste har patienterne et udramatisk sygdomsforløb med akutte symptomer på feber, ryg- og/eller hoved- og/eller mavesmerter, polyuria (tisser overdrevent meget), proteinuria og/eller hematuria (proteinstoffer og/eler blod i urinen - dvs større eler mindre grad af nyresvigt) og forhøjede serum creatinin niveauer. Settergren (1991) beskriver disse symptomer med reference til andre kilder og nævner at den gennemsnitlige hospitalsindlæggelsestid i Sverige var 8 dage; i Finland 17 dage og i Norge 22 dage. Prognosen var god. Syv måneder efter at have forladt hospitalet var alle 66 patienter i et Svensk studie helbredt; dødeligheden var cirka 0.2% i Finland beregnet på grundlag af 1300 NE tilfælde hvilket er en del mindre end den Koreanske variant af NE (Korean Hemorrhagic Fever - KHF) hvor det anslås at 5-10% dør som følge af chock, blødninger i hjerne og indvolde og nyresvigt.

Puumalavirussen er luftbåren og istand til at smitte gennem indånding af forstøvede ekskrementer/urin og det er en sammenhæng mellem ens erhverv/geografiske placering, og risikoen for at komme i kontakt med Hantavirus. Brummer-Korvenkontio et al., (1980) var de første der overbevisende isolerede den etiologiske agent bag NE og Sommer et al., (1985) var allerede dengang inde på at rødmus spillede en vigtig rolle som kilde til humane tilfælde af NE idet arten udgjorde et væsentligt reservoir for virussen i den Norske naturen. Dog er det langfra alle sero-positive rødmus der er inficerede: Alexeyev et al., (1998) fandt i et studie over 299 rødmus ialt fra et område med Puumalavirus at 42 havde antistoffer mod virussen. Kun hos 11 var der spor efter virus-RNA eller virus-antigen hvilket vil sige at 31/42 ikke var inficeret selvom de testede positive for virus antistof. Af de resterende 257 sero-negative rødmus fandt forskerne virus-antigen hos de to. Ifølge Niklasson & LeDuc (1987) ser det ud til at den sydlige grænse for Svenske NE tilfældende falder nogenlunde sammen med den sydlige grænse for Puumala inficerede Svenske rødmus og det er omkring en biogeografisk linie (Limes norrlandicus) som adskiller den nordlige boreale zone fra den sydlige nemorale.

Ahlm et al. (1998) beskriver i et studie hvorledes de målte antistoffer mod Puumala blandt 910 farmere og 663 ikke-farmere (Kontroller). Nord for den 59. breddegrad i Sverige havde 12.9% af farmerne antistoffer mod Puumala (6.8% hos kontrollerne) hvor antistoffer syd for breddegraden kun blev konstateret hos 2 ud af 459 personer ialt. Forfatterne konkluderede at det kun var i midt- og nordsverige at der var væsentlig smittefare i lighed med Niklasson & Leduc (1987). Incidensen i de værst ramte områder med human NE var 23.5/100.000 indbyggere (Vasterbotten County, Sverige) hvor den i hele Sverige var 1.3 tilfælde/100.000 indbyggere. De sydligste tilfælde fandtes nær den 59. breddegrad og mand/kvinde rartioen var 2.7:1 (Settergren et al., 1988). I den Europæiske del af Rusland (Bashkirtostan) tegnede der sig et lignende billede med 10% af kvinderne og 15% af mændene antistof positive overfor Puumala. Incidensen var her noget højere (50/100.000 indbyggere) ligesom også mand/kvinde ratioen var det (4.6:1) (Niklasson et al., 1993).

I Danmark blev forekomsten af Hantavirus blandt gnavere undersøgt i et studie der dækkede Jylland og Fyn. Hovedparten af NE tilfældende i Danmark har været fra Fyn (kun et fåtal fra Jylland), og blandt de 310 undersøgte gnavere blev der fundet 11 hanta-positive - alle fra Fyn (Sironen et al., 2002). Hvorvidt Hantavirus også er konstateret på Sjælland er jeg ikke klar over, men det ville undre mig om sådanne undersøgelser ikke allerede var igang og resultaterne tilgængelige inden et par år.

Sidens top

Ljunganvirus

En virus som ifølge Samsioe et al., (2006) er tættest beslægtet med Parechovirus, men også beslægtet med Cardiovirus - en gruppe af Picornavirus. Denne nyligt bestemte virus (Niklasson et al., 1999) er ifølge patent nr EP0941240 i EU (USA: 7.101.554) mistænkt for at kunne forårsage forskellige sygdomme hos mennesker. I abstractet til patentet kan læses:

"[snip].. Further aspects of the invention comprise...[snip]... use of the picornaviruses in medicaments, particularly for the treatment or prevention of Myocarditis, Cardiomyopathia, Guillain Barre Syndrome, and Diabetes Mellitus, Multiple Sclerosis, Chronic Fatique Syndrome, Myasthenia Gravis, Amyothrophic Lateral Sclerosis, Dermatomyositis, Polymyositis, Spontaneous Abortion, and Sudden Infant Death Syndrome, and methods of treatment of diseases caused by the picornaviruses."

Ljunganvirus og effekt på mennesker:

Resultater af sammenhængen mellem Ljunganvirus eksponering og efterfølgende sygdomme hos mennesker er indtil nu mere indikative. Både Niklasson et al., (2003a) og patent nr EP0941240 i EU (USA: 7.101.554) beskriver resultatet af en sammenlignende serologisk analyse foretaget på to grupper af børn. Den ene (n= 53) var lige blevet diagnosticeret som type 1 diabetikere og den anden (n= 17) var raske kontroller på tilnærmelsesvis samme alder (blodprøver fra perioden 1992-95). Det viste sig at diabetikerne havde signifikant flere antistoffer mod Ljunganvirus per ml end de raske børn (p< 0.009). Niklasson et al., (2003a) beskriver videre resultatet af en lignende sammenligning mellem 239 nyligt diagosticerede type 1 diabetes børn og 37 raske unge (teenagere formodentligt - ikke specificeret. Blodprøver fra perioden 1995-2000). Resultaterne viste en signifikant omvendt proportionalitet mellem forsøgspersonernes alder ved diagnosticering og antallet af antistoffer mod Ljunganvirus (Spearman; r= -0.151; p< 0.01). I sin igangværende patentansøgning fra 2003 (WO2004073710) anfører Niklasson resultaterne af flere test for tilstedeværelsen af Ljunganvirus hos patienter der enten led, eller døde, af forskellige sygdomme. Det har dags dato ikke været mig muligt at opdrive en videnskabelig publikation som nævner de samme resultater, hvorfor de blot kan blive nævnt med det klare forbehold at de mig bekendt ikke er "peer reviewed" eller offentligt tilgængelige ud over i patentansøgningen. Resultaterne nævnt er som set i Tabel 1 herunder.

Tabel 1, udledt af igangværende patentansøgning "Treatment of diseases caused by Ljungan virus by using Pleconaril" af Bo Niklasson (2003)

Ljunganvirus og effekt i dyreforsøg.

Samsioe et al., (2006) beskriver i deres studie af gravide CD-1 laboratoriemus følgerne af en Ljunganvirus tidligt i graviditeten. Musene blev stresset ved at blive vejet 4 gange under graviditeten samt udsat for en Glucose Tolerence test (GTT) sidst i graviditeten. Af de syv inficerede mus fødte seks døde unger hvor de syv ikke-inficerede klarede sig bedre (kun en dødsfødsel; p= 0.029). I et andet eksperiment blev ialt seks inficerede mus undersøgt for reabsorbtion af fostre (efter aflivning forstås) og fire viste spor efter reabsorbtion in utero; hos de ialt fire ikke-inficerede var der ingen der havde reabsorberet fostre men data var ikke statistisk signifikant. Eksperimentet var iøvrigt ikke direkte sammenligneligt med det første idet musene blev stresset med vejninger 8 gange under graviditeten, modsat de fire i første eksperiment. Et tredje eksperiment synes at antyde at kombinationen af infektion og stress resulterede i flere graviditeter med dødsfødte unger (5/8) end ved infektion i sig selv (1/7) eller kun stress (1/7). Data blev dog kun ved et statistisk kunstgreb signifikant (ensidet p-værdi på 0.032) Samsioe et al. testede ydermere samtlige gravide hunmus for antistoffer mos Ljunganvirus og samtlige de inficerede var sero-positive, mens ingen af de ikke-inficerede var det. Resultatet tolkedes som et fravær af viral transmission mellem de [formodentligt - ikke oplyst] nærtstående bure. Mange af de dødsfødte unger viste alvorlige misdannelser. Endeligt viste et eksperiment med afkom fra inficerede og ikke-inficerede hunner at tiden fra sammensætning af avlspar til første ungefødsel var influeret af hannen eller hunnens status mht tidlig eksponering overfor Ljunganvirus (p= 0.014). De par som begge havde ikke-inficerede mødre var numerisk set kortest om at føde de første unger (35.8 dage) hvor par med en eksponeret han og en ikke-eksponeret hun var længst tid om det (39.5 dage; parvis sammenligning: p= 0.009)

Niklasson et al., (2006b), havde tidligere demonstreret at han-afkom fra gravide CD-1 laboratoriemus som havde været udsat for en ljunganvirus infektion på graviditetsdag 4, 8, 12 eller 17 kunne udvikle en type 2 diabetes lignende sygdom i alderen 11 uger forudsat de i tiden efter fravænning havde været udsat for socialt stress ved at blive hold i bure med 3 andre hanner. Ydermere så det ud til at tidlig eksponering in utero havde en effekt på de tre variable brugt i forsøget (Kropsvægt, epididymalt fedtlag, glucose tolerence; p≤ 0.003) og og en tydelig trend til at jo tidligere mødrene var inficeret, jo kraftigere var effekten (Spearman: p< 0.001). En test for antistoffer mod GAD65 (typisk indikation for type 1 diabetes) viste sig at være negativ. I modsætning til CD-1 mus udvikler rødmus antistoffer mod GAD65 og de forsøg der ligger til grund for brugen af rødmus som potentielt nyt modeldyr for type 1 diabetes kan ses her.

Niklasson et al., (2007) viste i deres research-letter at 16 BB-rotter fra en koloni i Sverige samt 10 BB-rotter fra en koloni i USA alle testede positive for Ljunganvirus i flere organer. I pancreas var infektionen begrænset til Beta cellerne, som jo producerer Insulin. Det er imidlertid værd at lægge mærke til at selvsamme publikation også viste at 10 almindelige Wistar- og 5 Sprague-Dawley rotter fra Sverige også testede positive for Ljungan virus. Som forfatterne selv bemærker indikerer resultatet at Ljunganvirus "muligvis kan påvises hos mange, måske alle, rottelinier".

Sidens top

Skovflåt

(Ixodes ricinus). Der findes omkring 20 arter af flåter i Danmark og skovflåten er berygtet for at huse en bakterie (Borrelia burgdorferi - en spirochet) som kan medføre sygdommen borreliose og TBE (Tick-Borne Encephalitis). Rødmus er en af mange værter for skovflåten og intim omgang med hundredevis af nyfangne rødmus medfører derfor en vis risiko for at erhverve sig en af disse, i værste fald yderst ubehagelige, infektioner. Er man interesseret i at læse mere om Skovflåten kan det gøres her: (Dyrene og os - online).

Pawelczyk et al., (2004) undersøgte rødmus (C. glareolus) og Halsbåndsmus (Apodemus flavicollis) i det Nord-østlige Polen i perioden Maj-Oktober for forekomsten af voksne flåter, deres larver og bakterien B. burgdorferi sensu lato. I store træk fandt de at antallet af rødmus var højest i efteråret (oktober) mens infestationssraten var højest i begyndelsen af året og derefter faldt. Over 87% af rødmusene var parasiteret af enten larver (80%) eller nymfestadier (7%) af skovflåten. Forskerne brugte to metoder (Polymerase Chain Reaction - PCR- og indirekte immunoflourescens assey - IFA) til at detektere infektion af flåter med B. burgdorferi og begge viste at flåtens larve var inficerede med bakterien. Infektionsraten varierede med årstiden: ifølge IFA metoden steg infektionsfraktionen fra Maj til Oktober (12.5% - 15.6%) ligesom PCR metoden også viste en stigning (5% - 8%). Biopsier fra ørene viste at 2.5% af rødmusene var positive for B. borrelia DNA - dvs de var inficerede med bakterien.

Sidens top

Diverse andre infektioner

Fernie & Healing (1976) fandt at engelske rødmus var inficeret med Campylobacter - en type bakterie der kan gøre køer sterile; få får til at abortere og give grise dysenteri. Kaplan et al., (1980) undersøgte britiske rødmus (C. glareolus) og Skomer-rødmusen (C. glareolus Skomerensis) og fandt antistoffer mod Ectromelia (Musekopper) virus; Louping ill virus; Reovirus III; Lymphocytic choriomeningitis virus og Encephalomyocarditis virus. Størstedelen af rødmusene havde antistoffer mod Pneumonia Virus of Mice og Sendai virus;

Sidst opdateret 3. Juni 2007