Hovedsiden.Stereotypisk adfærd hos rødmusen.Hvad skal der til for at en rødmus laver stereotypier?Den skal være født i fangenskab og gerne have tilbragt en del tid i små kedelige bure uden de store muligheder for adspredelse. Vildtfangne rødmus lavede stort set aldrig stereotypier efter hvad jeg ved af; jeg har observeret denne adfærd hos to eller tre ud af flere hundrede, og det efter omkring et års fangenskab. Hvordan ser stereotypier ud?Rødmusens stereotypier er temmeligt nemme at erkende. De kan efter min subjektive mening inddeles i elegante Baglæns salto'er, Hoppen op og ned i det samme hjørne af buret, Ringløb (også kaldet "Pacing" - en drønen rundt i buret i det samme spor - skægt nok oftest med uret) og endeligt Vindues-vaskeren. De første tre udgaver giver næsten sig selv og vindues-vaskeren foretages i stående stilling - gerne det samme sted - med forbenene bøjet og forpoterne tæt på halsen og så ellers fuld svaj fra side til side. Mellemformer forekommer - eksempelvis hvor rødmusen springer op i en baglæns salto - griber burets låg et kort øjeblik - og så falder ned igen hvorunder den foretager den endelige drejning og lander som en rødmus på alle fire. Sekunder efter gentages proceduren. Jeg har også set en der yndede at lave et par baglæns saltoer for så at tage en 7-8 runder ringløb, men de fleste stereotyperende rødmus holdt sig nu til de klassiske former. Stereotyperende rødmus må være i temmeligt god form for det var ganske normalt for dem at fremture i denne ensformige, gentagne og tilsyneladende formålsløse aktivitet (den bredt anerkendte definition af stereotypisk adfærd; Ödberg, 1978) halve, og engang imellem hele, timer i træk. Andre forskere udi stereotypier har skrevet artikler om såkaldt "Wire-gnawing" hos almindelige mus (se eksempelvis Würbel et al., 1996) og "Bar-biting" hos rødmus (se eksempelvis Garner og Mason, 2002), hvilket naturligvis er præcis det samme fænomen, og kategoriseret denne adfærd med at bide i burlågets tremmer som eksempler på stereotypisk adfærd. Jeg tillader mig nu at være ganske uenig. Det er ganske få at mine rødmus der har lavet det nummer, hvilket ganske vist ikke er et argument men blot en oplysning, og det er tydeligt for en betragter som undertegnet at der ihvertfald er to formål som kunne forklare denne adfærd: Flugtforsøg og tænderskærpen. Det sidste formål er nu nok ikke en så sandsynlig motivation (da aktiviteten i så fald måtte formodes at være mere udbredt), mens flugtformålet forekommer mig ganske sandsynlig. Hvor ofte forekommer disse stereotypier?Med et slag på tasken så vil omkring en tredjedel af en Dansk F1 generation (dvs den første generation født i fangenskab) udvikle stereotypier efter godt 3 måneders gennemsnitlig indespærring i isolation (Schoenecker et al., 2000). Kønsforskel mht stereotypier.Hunner af Danske rødmus ser ud til at udvikle stereotypier noget oftere end hanner (38 vs. 23 %) men der ser ikke ud til at være nogen kønsforskel med hensyn til hvor stor en procentdel af rødmusene der foretrækker de enkelte typer stereotypier - i det mindste ikke i en uselekteret F1 generation Dansk (Schoenecker et al., 2000). Så vidt jeg kan regne mig frem til på basis af data fra Meers og Ödberg (2006) ser det ud til at Belgiske rødmus (efterkommere af indførte C. britannicus) viser den samme tendens til en overvægt af stereotyperende hunner (Schönecker, 2007). At hunner viser en øget tilbøjelighed til at stereotypere (p< 0.05) er givet relateret til den omstændighed at rundt regnet 2-3 gange flere hanner end hunner af Danske rødmus, holdt på normal vis, udvikler diabetes i fangenskab (p< 0.001). M.h.t. diabetesudviklingen henvises til afsnittet om rødmusens potentiale som dyremodel for type 1 diabetes. Arveligt aspekt i rødmus' stereotypier.Det lykkedes mig i løbet af en enkelt generation at bringe frekvensen af stereotypiske rødmus ned til omkring otte procent ved målrettet avl på ikke-stereotypiske F1-forældre. Tog jeg istedet stereotypiske forældredyr og parrede dem var "høsten" af stereotypiske unger i den deraf følgende F2 cirka 7 gange større så konklusionen var temmelig klar: Stereotypier hos rødmus er noget man i høj grad kan avle til og fra (Schoenecker og Heller, 2000). Noget kunne tyde på at denne demonstration i virkeligheden afspejler er ret universelt fænomen iagttaget blandt såvel ganske almindelige dyrehandlere (personlig kommunikation) som blandt forskere i mink's (Jeppesen et al., 2004) og stribede mus' stereotypier (Schwaibold & Pillay, 2001). Endvidere er der noget der kunne tyde på at man også vil kunne avle på selve typen af stereotypier. Ungerne passes jo naturligvis af hunnen mens de er i samme bur, og det viser sig bagefter at de af ungerne der senere ender som stereotypiske i 83-94% af tilfældende også ender med netop at udføre hendes foretrukne type af stereotypi (Schoenecker & Heller, 2000). Der er to forhold der kan indvirke her: prægning (dvs indlæring) og rå genetik men indtil videre er spørgsmålet om i hvor høj grad de to faktorer spiller ind stadig uafklaret. Stereotypiernes implikationer for fittnes.Siden rødmusens stereotypier er så lette at avle til og fra i fangenskab og siden rødmus efter al sandsynlighed aldrig nogensinde kunne tænkes at lave en typisk fangenskabs-induceret stereotypi mens de befinder sig i den vilde Danske natur med dens tusinder farer (...) så kan det jo sikkert undre nogle hvorledes disse observationer/betragtelser kan kombineres. Da det jo imidlertid er rystende nemt at lave en passende ad hoc hypotese, er her en til lejligheden: HYPOTESE: Tendensen til at lave stereotypier er funderet i visse genetiske enheder ("STER-gener") og kommer kun til udtryk under de "rette" omstændigheder (dvs. i fangenskab). Genprodukterne har nu tilfældigvis (og meget heldigt iøvrigt) ingen negativ betydning for overlevelsen af rødmus i naturen og grunden til at de så stadig findes i "omløb" er at de tilfældigvis sidder jo passende tæt på andre genetiske enheder der HAR betydning for rødmusens overlevelse i naturen (lad os kalde dem "FIT-gener"). Jo tættere på FIT-generne disse postulerede STER-gener sidder, jo større sandsynlighed er der for at de videreføres til næste generation i en samlet pakke (ingen rekombination mellem FIT og STER), og havner rødmusen så i fangenskab kan de komme til udtryk. Gode kandidatgener er naturligvis først og fremmest gener det virkeligt kan betale sig at have - f.eks. gener der har betydning for hvor mange unger der fødes, og hvor hurtigt det sker og gener af betydning for overlevelsesevnen for individet. Sjovt nok er det just blevet publiceret hvorledes stereotyperende rødmus føder både deres første samt andet kuld hurtigere end ikke-stereotyperende rødmus og at stereotyperende rødmus lever betydeligt længere under visse stressende fangenskabsforhold end de ikke-stereotyperende. De rødmus der endte med at blive stereotyperende vejede allerede fra afvænning lidt mindre end dem der ikke udviklede stereotypier, og selv i betragtning af visse detaljer der kan mudre billede lidt, er det nok alt ialt mest sandsynligt at de simpelthen bare var i overlegen form. Publikationen konkluderer basalt set at stereotyperende rødmus har bedre fysisk velfærd, som reflekteret i derres overlegne overlevelsesevne, samt højere reproduktiv success end deres ikke-stereotyperende med-indsatte (Schønecker, 2009).
Foretrukne stereotypier hos andre landes rødmus.Det er tankevækkende at notere sig at hvor Danske rødmus så udpræget foretrækker at udføre Baglæns saltoer (råt regnet 80%) og resten hovedsaligt Hoppen (Sørensen og Randrup, 1986; Schoenecker et al., 2000), ja så er det stik modsat blandt Belgiske (Ödberg, 1986; Meers og Ödberg, 2006) og Svenske rødmus: de foretrækker tydeligvis at hoppe. Grethe Sørensen (1987) var den første til at påpege denne interessante forskel og bemærkede i prælininære observationer at rødmus fra det Nordlige Sverige (Norrland) lavede mange Hoppe-stereotypier mens rødmus fra det Sydlige Sverige (Skåne - overfor Danmark) holdt i samme type bure, og i samme rum som rødmusene fra Norrland, kun lavede få hoppe-stereotypier. Grethe Sørensen foreslog derfor at Hoppe-stereotypien kunne være en karakteristika for bestemte geografisk lokaliserede stammer af rødmus. Forklaringen på disse, allerede af Grethe Sørensen bemærkede forhold, er sandsynligvis ret simpel. Bestanden af rødmus på de Danske ø'er har været effektivt isoleret fra andre bestande i tusindvis af musegenerationer hvorfor fænomenet genetisk drift parret med tilfældige mutationer kan tænkes at have del i forklaringen. Indtil videre må man jo nok nøjes med at konstatere at der er en masse spændende grundforskning der stadig bare ligger og venter på at blive gjort med rødmus. Sidst opdateret den 12. september 2009 |