|
I mod-hypotesen indgår to faktorer: et fænomen kaldet Autoshaping og forholdene under indhusningen. Autoshaping bliver også kaldt “overtroisk adfærd”, og kan fremkomme ved to forskellige typer af indlæring: Indenfor operant indlæring (i diciplinen “Fixed Time reinforcement procedure”) giver man et sultent individ en belønning efter en bestemt tid (f.eks 15 sekunder) uanset hvilken adfærd der bliver foretaget. Da individet jo som regel vil gøre et eller andet når belønningen leveres, vil man observere, at efter en tid vil den samme adfærd forstærkes så individet til sidst ikke bestiller andet. Man formoder så at individet på en eller anden måde (fejlagtigt) associerer denne specielle adfærd med belønning, og af den grund udfører adfærden (NB - tænk lige på det 3. kriterie i definitionen af stereotyp adfærd...den tilsyneladende formålsløshed). Den anden måde autoshaping kan indlæres er ved den klassiske (eller Pavlov'ske) indlæring. Pavlov skelnede mellem to typer af reflekser - ubetingede og betingede. De ubetingede er medfødte, ikke-tillærte, som regel permanente, som findes hos praktisk taget alle individer indenfor arten. De betingede er tillærte, relativt u-vedvarende og varierer betydeligt fra individ til individ. Det berømte skoleeksempel på Pavlov'ske reflekser, er hvor en ubetinget stimulus (forkortes US - f.eks mad) medfører en ubetinget respons (et UR - som øget spytsekretion). Præsenteres et objekt - f.eks en fodermaskine - umiddelbart før US vil individet efterhånden få øget spytsekretion bare ved synet af fodermaskinen. Denne maskine er nu blevet til en betinget stimulus (BS) og responsen den medfører (spyt) kaldes nu en betinget respons (BR). Man har så observeret at tiden mellem præsentationen af BS (fodermaskine) og US (mad) har en betydning for hvilken respons individet udviser (Figur 3). Kort forsinkelse fremkalder BR, men større tidsafstand kan medføre et lokomotorisk respons i tiden mellem BS og US. F.eks. vil en sulten rotte udsat for kort forsinkelse bevæge sig hen til foderspalten (appetitiv adfærd), men ved længere forsinkelse, kan den i stedet begynde at løbe rundt i et løbehjul hvis et sådan er tilgængeligt. I figur 3 er vist hvad den første faktor i modhypotesen drejer sig om. Et lokomotorisk respons udspringer formodentligt af en appetitiv fase hvorefter responset undergår en indre modifikation i løbet af et stykke tid (det kan være sensitiering af nervebaner og/eller motor-programmer eller at adfærden bliver stedse mere underlagt central kontrol). Stereotyp adfærd kan så tænkes at fremkomme som følge af denne modifikation. Figur 3
Den anden faktor drejer sig om de indhusningsforhold som mink og grise er underlagt i produktionen. De er opsummeret i Tabel 4. Tabel 4
Mink: I de eksperimenter der er publiseret, har minkstudierne generelt været udført på store farme med 2-4000 dyr. På en sådan farm foregår fodringen ved hjælp af fodervogne som kører ned gennem rækkerne af bure. Fodermestre kontrollererer hvilken rute maskinerne skal tage og udviser ofte den adfærd at starte forskellige steder, og på forskellige tidspunkter. Fodringen er derfor ofte uregelmæssig og det maksimale tidsrum der kan gå mellem minken hører maskinen, og til foderet bliver leveret kan være mellem en og fire timer, - med andre ord et velvalgt tidsrum hvis man ønsker at fremprovokere et lokomotorisk respons. Mink laver typisk deres stereotypier præ-fodring, med ringe antal stereotypier post-fodring. Disse stereotypier består som førnævnt i pacing, hop saltoer osv. De kan lave disse, fordi mink er særdeles adrætte og i stand til at bruge alle tre dimensioner i deres bure. Der er alså forholdsvis god plads i burene. Mink er ikke underlagt foderbegrænsning, idet der ikke er nogen speciel økonomisk grund herfor. Da de i forhold til grisen har en relativ lille mave/tarm er de ikke i stand til at spise deres ration på en gang, men nipper lidt et par minutter, for så at hvile sig, vende tilbage og spise lidt mere osv. Så generelt er mink på farme mætte det meste af tiden. Det har iøvrigt vist sig at mink på små farme har et betydeligt lavere niveau af stereotypier i forhold til de store farme, og en mulig forklaring herpå er, at maden på disse efterfølger fodermaskinen betydeligt hurtigere. Grisen på den anden side, kan være opstaldet i ganske små båse - eventuelt tøjrede, med deraf følgende ringe bevægelsesfrihed. Deres stereotypier er orale (ingen pacing af gode grunde) og forekommer med hovedvægten lagt post-fodring. De er typisk foderbegrænsede (gravide søer til 60% af ad.lib. indtaget), og er derfor i en tilstand af kronisk sult. De fortærer deres ratio på omkring et kvarter, for så at rode rundt i det tomme trug i lang tid og udføre andre stereotypier. Dette har så født den tanke at grisen får for lidt negativ feedback i den konsumatoriske fase, grundet for lidt fyldning af vommen. Ved efterfølgende tilsætning af sukkerroer til foderet, observeredes en reduktion i stereotypierne, og ved ad libitum fodring var reduktionen meget kraftig, helt ned til nul stereotypier. Fænomenet autoshaping parret med forholdende indenfor produktionen kunne derfor sagtens forklare forskellen hos de to arter uden at det skulle være nødvendigt at mobilisere eksistensen af en genetisk predisposition: at det så ser ud til at tendensen til at stereotypere her på det sidste ser ud til at have et arveligt element blandt mink, er en anden historie. Det ser med andre ord ud til at føde-motivation godt kan forklare i det mindste en del af både både stereotypierne, og forskellen i timing af disse hos gris og mink, men data for andre arter er sparsomme. Andre motivationer er også blevet undersøgt - f.eks. lokomotions-motivationen, men her er data mere modstridende. I studier af hest, visse primater og i et studie af gris (vacuum-tygning) så det ud til at en forøgelse af det tilgængelige areal reducerede stereotypierne. I andre studier, af andre primater havde en forøgelse ingen virkning på stereotypierne, og i det selvsamme studie af gris var stereotypierne kæde-tygning og polydipsia (umådeholden vandindtagetse) ikke reduceret. Næste Hypotese: Stereotypier er reinforcers - (positivt selvstimulerende). |
