|
Man har gjort sig følgende iagttagelse indenfor farme, i produktionen og i Zoologiske haver i tidens løb: - Rovdyr laver generelt stereotypierne før fodring, og har en tendens til pacing. - Planteædere generelt efter -, og har en tendens til orale stereotypier. Domesticerede dyr har i vid udstrækning bevaret de oprindelige adfærdsmønstre som kendetegner deres vilde stamfædre, hvilket kan ses hvis de placeres i naturlige, eller semi-naturlige omgivelser. Som eksempler på dette kan tages gris og mink. Grisens naturlige fourageringsadfærd er at begynde at rode i jorden med trynen. Finder den et egnet fødeemne kan det betale sig at søge videre i området lige omkring, idet dens føde typisk er klumpet fordelt. Dernæst vil en ny nærliggende lokalitet udsøges hvorefter proceduren gentages. Den kan tilbringe op imod 50% af dagen med at fouragere. Mink, i modsætning, kan gå lange strækninger i jagt efter bytte - op imod 2 km under en jagt. Når byttet er nedlagt vil den typisk æde, hvile sig, udføre andre aktiviteter, for så at søge videre efter bytte når trangen melder sig. Det kan ikke betale sig for minken at lede efter andet bytte umiddelbart efter drabet, idet det ikke er videre sandsynligt at et sådant skulle være i nærheden af åstedet. Disse observationer har så medført følgende hypotese til forklaring af den tidsmæssige forskellighed i stereotyp adfærd hos gris og mink: Hypotese: “Genetisk funderet forskel på grisens og minkens stereotypier”.
Dette er umiddelbart en tiltalende hypotese som synes at kunne forklare de observerede forskelle mellem disse to arter, - men den har naturligvis medført en modhypotese som hævder at kunne forklare forskellen på anden vis. Først er det dog nødvendigt at berøre et andet emne; nemlig motivationssystemer. |