|
Menneskeheden har forsøgt sig med selektion stort set gennem de sidste 5000 år, og enhver der kender bare lidt til hunde ved hvor meget de forskellige racer kan afviger fra hinanden både i temperament og i mentale muligheder. Jagthunde (Pointere) er en hårdt avlede linie hvoraf nogle er stabile, og nogle er nervøse. I et selektionsforsøg parrede man kun de nervøse med nervøse og de stabile med stabile. Det viste sig at denne karakter nedarvedes til F1. Den opnåede linieforskel holdt sig i de successive generationer. Man har også forsøgt sig med almindelige laboratoriemus. Udfra en bestemt grundbestand lykkedes det gradvist at fremavle to forskellige linier, hvoraf den ene kunne karakteriseres ved at have en kort latenstid for angreb overfor en intruder-mus (SAL). Den anden linie havde en lang latenstid for angreb (LAL). Efter systemisk injektion af apomorfin (en dopamin agonist) udviste SAL linien et forøget stereotypisk respons i forhold til LAL. Hos rotter har man kunne selektere for tendensen til at engagerer sig i spontane stereotypier. Man har frembragt en Høj og en Lav linie med hensyn til disse, og denne linieforskel holdt sig også når stereotypierne var frembragt af farmaka. Når det kommer til decideret at bestemme hvor mange gener der er bestemmende for selektionsudbyttet er der ofte et problem. De genetiske beregningsmetoder benytter den fænotypiske varians, og da denne ofte er stor, er det svært at skelne mellem effekten af et eller flere gener. Derfor benytter man sig i praksis ofte af “segregerende enheder”. Disse kan bestå af enten et gen med betydelig indflydelse, eller flere koblede gener med mindre betydning, som så nedarves som en enhed. Af resultater af denne slags udregninger kan nævnes at:
Genetisk variation forklarer dog i praksis sjældent mere end 50% af den fænotypiske varians. Næste emne: Opsummering. |